Kulturrødderne

Kulturrøddernes Kor

Viborg Domkirke 5. september 2016: Mindearrangement for Danmarks udsendte 

Korfestival 8. oktober 2016 i Viborg

Den 8. november 2014 havde koret en helt fantastisk dag med John Høybye og musikerne Emil Sommer (piano), Albert Burchardt (sax), Steen Lavigna Pedersen (percussion) og Filip Dybjerg (bas) samt værket "The Arrow and the Song" i Viborg Musiksal - og derefter en forrygende "Nu blitzer edderkoppespind i graner" med deltagelse af flere glade korsangere. 

The Arrow and the Song kan høres her - der startes med John Høybyes præsentation af værket på en tom scene - når musikken starter, kommer koret nynnende ind...

John Høybye dirigerer

Hvem er vi?

Kulturrøddernes Kor er et blandet kor bestående af ca. 40 medlemmer. Vi har en god fordeling på de 4 korstemmer, som igen er delt op i første- og andenstemmer. 

Vores repertoire er bredt og omfatter rytmisk musik, større korværker og årstidens sange. 

Hvordan bliver jeg medlem?

For at blive optaget i koret skal man til optagelsesprøve, hvor man skal synge for korlederen og et par andre medlemmer for at vise, at man kan synge rent og ikke har alvorlige stemmeproblemer. Optagelsesprøven tjener også det formål at få placeret det nye medlem i den rigtige stemmegruppe.

Skal jeg kunne noder på forhånd?

Vi har ikke noget formelt krav om nodekendskab, men det forventes, at man arbejder på at lære at forholde sig til noderne. Det forventes også, at man forbereder sig til koraftenerne, så vi alle får det optimale ud af det, når vi mødes.

Vores korleder sørger for, at de fleste af vore arrangementer gøres tilgængelige på vores lukkede internetside, således at sangene kan downloades til øvebrug. Dette muliggør, at man kan øve sig, selv om man ikke kan noder. Denne forberedelse er meget vigtig for hurtigere at nå frem til at arbejde med musikken i stedet for rent stemmeterperi.

Udvikling er vigtig

Vi arbejder hele tiden på at udvikle os. I denne proces er engagement og begejstring vigtige forudsætninger for at opnå gode resultater.

Et element i denne proces er vores årlige korweekend, hvor vi både har mulighed for at gå mere i dybden med lidt sværere eller større korværker og at arbejde med et særligt udvalgt emne, som f.eks. rytmisk musik med band og rytmisk sangteknik. Endvidere har vi en årlig korlørdag, ligeledes med gæsteinstruktør.

Vi har haft fornøjelsen af mange spændende gæsteinstruktører, bl.a. Lydiah Warimu, Erik Bjørn Lund, Alice Granum, Mette Maagaard, Malene Rigtrup, Ingrid Haking Raaby, John Høybye, Erik Sommer, Helene Eiler Ernst og Rie Larsen.

Koncerter

Koret opfører jævnligt koncerter. Et eksempel er den rytmiske messe, Missa Rotna, som blev opført i Houlkær Kirke i 2008. Senere er værket opført i 2010 i Viborg Musiksal, og fra denne opførelse kan ses og høres følgende numre på YouTube: Kyrie - Gloria - Credo - Agnus Dei

Koret ledes af Grethe Kvistgård, og vi øver hver tirsdag aften fra 19.30 til 21.30 på Sødalskolen i Rødding fra september til juni.

Har du lyst til at være med, kan du kontakte Grethe Kvistgaard på 61711396 eller kontakte os her 

 

Se mere om koret her: