Kulturrøddernes Kor
Hvem er vi?
Kulturrøddernes kor er et blandet kor bestående af ca. 40 medlemmer. Vi har en god fordeling på de 4 korstemmer og en bred aldersfordeling, der spænder fra de yngste midt i 20’erne til de ældste omkring 60 år.
Vores repertoire er meget bredt og strækker sig fra klassisk musik og salmer over danske sange og viser til gospel, jazz og rock. Som nogle af yderpunkterne har vi bl.a. arbejdet med afrikansk musik og med rytmiske, latinske messer.
Hvordan bliver jeg medlem?
For at blive optaget i koret skal man til optagelsesprøve, hvor man skal synge for korlederen og et par andre medlemmer for at vise, at man kan synge rent og ikke har alvorlige stemmeproblemer. Optagelsesprøven tjener også det formål at få placeret det nye medlem i den rigtige stemmegruppe.
Skal jeg kunne noder på forhånd?
Vi har ikke noget formelt krav om nodekendskab, men det forventes, at man arbejder på at lære at forholde sig til noderne. Det forventes også, at man forbereder sig til koraftenerne, så vi alle får det optimale ud af det, når vi mødes. Vores korleder sørger for, at de fleste af vore arrangementer gøres tilgængelige på vores lukkede internetside, således at sangene kan downloades til øvebrug. Dette muliggør, at man kan øve sig, selv om man ikke kan noder. Denne forberedelse er meget vigtig for hurtigere at nå frem til at arbejde med musikken i stedet for rent stemmeterperi.
Udvikling er vigtig
Vi arbejder hele tiden på at udvikle os. I denne proces er engagement og begejstring vigtige forudsætninger for at opnå gode resultater. Et element i denne proces er vores årlige korweekend, hvor vi både har mulighed for at gå mere i dybden med lidt sværere eller større korværker og at arbejde med et særligt udvalgt emne, som f.eks. gospel, at synge rytmisk musik med band og rytmisk sangteknik. I 2009 er vores gæstelærer Alice Granum.
|